TOP

Skruede skrækbolde – Stephen King 75 år

Af Jakob Levinsen

Op til Stephen Kings 75-års fødselsdag den 21. september udkom tidligere i denne måned romanen Fairy Tale (dansk titel: Et eventyr). Den er kun den seneste mursten i et enormt forfatterskab, som siden debuten i april 1974 med Carrie er kommet til at omfatte over tres romaner, en halv snes novellesamlinger plus det løse, og det er der også en del af – foruden at næste års roman allerede er annonceret.

Kings udgivelseshistorie på dansk er næsten lige så uoverskuelig. Ganske vist er langt de fleste romaner og novellesamlinger efterhånden blevet oversat – blandt de store romaner er The Tommyknockers fra 1988 den eneste markante undtagelse. Men det er foregået på mange forskellige forlag, ved mange forskellige oversættere (bl.a. Niels Søndergaard, Mogens Wenzel Andreasen, Anders Westenholz, Jette Røssell og Alis Friis Caspersen), mildt sagt ikke i kronologisk rækkefølge og på mange forskellige præmisser, ligesom mange af de oversatte titler i lange perioder har været uopdrivelige på dansk.

For så vidt blev han relativt tidligt introduceret på dansk, nemlig i 1980 med sin tredje roman, The Shining, der tre år forinden var blevet hans helt store gennembrud i USA. Niels Søndergaards oversættelse udkom oprindelig på Borgens Forlag under titlen Drengen der skinnede, som imidlertid hurtigt blev ændret til Ondskabens hotel for at flugte med den danske titel på Stanley Kubricks filmatisering, også fra 1980.

De følgende årtier nåede Kings forfatterskab at være forbi adskillige såvel store som små forlag. Mange af de mest berømte værker fra 1980’erne kom senere på det lille forlag Artia, mens mange af titlerne fra 1990’erne kom på forlag under Egmont-koncernen, ligesom det på et tidspunkt også blev til en kort visit i Gyldendal-regi.

De seneste knap ti år har forfatterskabet imidlertid, begyndende med 22.11.63 fra 2013, ligget stabilt hos Hr. Ferdinand, også efter at forlaget i 2017 blev opkøbt af JP/Politiken, der tillige har genudgivet en lang række ældre titler i paperback. Jeg har selv oversat King fra og med Doktor Søvn i 2014, fortsættelsen af Ondskabens hotel. Det er uhyggeligt lidt nemt. For ikke blot er King kolossalt produktiv, han er også eminent god til at få de mange ord til at fremstå som ubesværede lejrbålsfortællinger, selv i en så litterært ambitiøst og komplekst fortalt roman med mange fortællelag og tidsplaner som Billy Summers fra 2021, der udkom på dansk tidligere i år.

Han er legendarisk for at have nærmest absolut gehør for, hvordan jævne folk i den amerikanske provins – typisk hjemstaten Maine – taler, voksne såvel som børn og unge. Hvis man dertil lægger en tør, småironisk alvidende fortæller i mange af selv de mest blodsprøjtende romaner (eller et usikkert teenager-jeg), begynder der at tegne sig konturerne af en oversætteropgave, der ligesom god filmmusik helst ikke skal gøre mere opmærksom på sig selv end højst nødvendigt.

Kings humor og hang til ordspil er ofte, for nu at sige det på den måde, til den absolut folkelige og robuste side. Men samtidig er han også sprogligt bevidst i en grad, hvor ordspil og tvetydigheder kan gennemsyre en fortælling på adskillige niveauer, fra at være en stående vittighed mellem personerne til at optræde mere eller mindre varieret i kapiteloverskrifter. For ikke at tale om, når en vigtig biperson som den unge sorte Jerome i romanen Mercedesmanden (2014) og flere af fortsættelserne til den (De der søger, Sidste vagt, Outsideren og titelnovellen i Blodtørst) med stor fornøjelse fyrer op under sine nydelige middelklasseforældre ved at tale grotesk overdrevet gammeldags sort slang. Altså en bevidst parodi på en sociolekt, som i forvejen er nærmest umuligt at oversætte dækkende til dansk, og som også bevidst leger med at blande gammel slang med nyere hiphop-vendinger.

Hvortil kommer Kings uforstilte kærlighed til og enorme detailviden om baseball; Outsideren begynder ligefrem med flere siders detaljeret beskrivelse af et lokalt opgør på skoleplan i den pågældende lilleby. I Danmark er den amerikanske nationalsport imidlertid en så obskur foreteelse, at langt de fleste udtryk ganske enkelt ikke har danske paralleller, og risikoen bliver overhængende for halve og hele sider i en dansk oversættelse med engelske fagudtryk for slag, skruebolde, positioner, taktikker, holdnavne og organisatoriske forhold.

Ligeledes kan der sikkert være flere gode grunde til, at lige The Tommyknockers som nævnt aldrig er blevet oversat. Men jeg ville godt nok også nødig være den, der skulle jonglere kreativt på dansk med det børnerim, som titlen spiller på.

Navnlig efter lige at have siddet med Et eventyr, der så at sige handler om, hvor alle de fantastiske fortællinger kommer fra – og refererer lystigt til både kontinentaleuropæiske, britiske og amerikanske folkeeventyr eller noget, der ligner. Fra brødrene Grimms eventyr om Rumleskaft op ad den magiske bønnestage (hvor drengen i tidligere danske oversættelser har heddet skiftevis Jack, Hans og Jens) til Frank L. Baums Troldmanden fra Oz (1900), der i amerikansk sammenhæng nærmest er børnelærdom, og som en amerikansk forfatter på Kings alder derfor uden videre kan citere indforstået fra (eller fra den lige så klassiske filmatisering fra 1939, som naturligvis ikke er identisk med romanen).

Men som man siger om at spille jazz: Nogen skal jo gøre det. Og det er alt bøvlet og mere til værd at få henvendelser fra lidt yngre læsere, som med tilbagevirkende kraft begræder, at det i deres teenageår ofte var så svært at opdrive oversættelser af Kings nyeste romaner på dansk.

 

Billedkreditering
Portræt af Stephen King. Af bunkosquad / Michael Femia
Omslag til Drengen der skinnede. Borgen, 1980.
Omslag til Billy Summers. Hr. Ferdinand 2021.
Omslag til Et eventyr. Hr. Ferdinand, 2022.
Portræt af Jakob Levinsen. Af Anja Wolff.

 

 

 

 

 

 

Post a Comment