TOP

2021 – Annie Ernaux: Årene

Af Lilian Munk Rösing

 

Annie Ernaux, 2016 – ved overrækkelse af Premio Strega for “Gli Anni” (“Årene”).

Annie Ernaux er født i 1940 i Normandiet og voksede op i den lille by Yvetot, hvor hendes forældre drev en kombineret købmandsbutik og café. De kom selv af bondeslægt, og Ernaux var den første i familien der fik studentereksamen, og siden sågar en kandidatgrad i fransk litteratur. Dette klassespring har præget hendes forfatterskab, der kan karakteriseres som en form for sociologisk autofiktion: Hun skriver om sine egne erfaringer, men med en altgennemsyrende interesse for deres klassespecifikke dimension. I overensstemmelse med den franske sociologiske tradition (Pierre Bourdieu, Georges Perec) viser Ernaux os det klassespecifikke som noget der ikke bare handler om økonomi, men sætter sig i vores gestik, vores vaner, vores smag, vores selvbillede, vores drømme, vores sprog.

Årene (2008, dansk oversættelse 2021) må karakteriseres som Ernaux’ magnum opus. Her udfoldes det sociologisk autofiktive perspektiv hen over en periode på ca. 60 år, fra lige efter Anden Verdenskrig til 2006. I kortreferat indlejres livsfaser og episoder, som enkeltvis udfoldes i Ernaux’ andre (både tidligere og senere), kortere romaner. Romanen indfanger intet mindre end den franske tidsånd fra 1940 til 2006: socialhistorien, den politiske historie, familiehistorien, teknikhistorien, kroppens og kærlighedens historie. I én lang prosastrøm vekslende mellem det kollektive ”vi” og det personlige ”hun” og spækket med tidsspecifikke udtryk og navne og titler og varemærker og produkter glider vi gennem årtierne, kun afbrudt af de tilbagevendende familiemiddage og de beskrevne fotografier af bogens ”hun” fra baby til farmor.

Der er noget fuldstændig magisk ved den måde Årene formår at favne seks årtier på. Teksten er som en mægtig bølge der river læseren med sig fra den ene tidsånd til den næste i en så flydende syntaks at man jævnligt må spørge sig selv: ”Hvordan kom vi herhen?” Hvordan kom vi fra efterkrigstidens knaphed til giga-indkøbscentrenes overflod? Fra jublen over Mitterands og socialismens sejr til neoliberalismens indtog? Fra slagord som klassekamp og solidaritet til præstation, succes, privatkapital? Fra demonstrationer mod racisme til populistisk fremmedfjendtlighed? Hvordan kom vi – i det personlige spor – fra frygten for at blive gravid til frygten for cancer? Fra længslen efter ægteskab til længslen ud af det?

Årene er en roman om tidens gang, om hvad det vil sige at være en del af tidens gang. Både på det eksistentielle plan: Hvad vil det sige at være forgængelig, dødelig, underlagt tabets vilkår? Og på det kollektive, historiske plan: Hvad vil det sige at være del af en tid, en epoke? Er man en fransk forfatter og skriver en roman om tidens gang, kan man ikke undgå at have et mellemværende med Marcel Proust. Der er da også direkte referencer til Proust i Årene, og kompositorisk mimer den cirkelbevægelsen i På sporet af den tabte tid: Vi ender dér hvor vores hovedperson endelig er i stand til at begynde at skrive den roman vi netop har læst.

Mod slutningen af Årene dukker der et poetologisk spor op hvor vores fortællende ”hun” leder efter en måde at organisere den strømmende tid på og får den idé at konstruere romanen i to forskellige spor: et kollektivt spor fortalt med ”vi” og et individuelt fortalt med ”hun”. (På fransk er det kollektive spors pronomen ”on”, som både kan oversættes ”man” og ”vi”; vi har valgt ”vi”, fordi det bedst indfanger at der er tale om et tids- og klassespecifikt segment.) De to pronominale spor bliver romanens lige så enkle som geniale kompositoriske grundgreb så den formår at skildre både ”den historiske tids gang” og ”denne kvindes intime liv”. Den bliver både en ”kavalkade” over seks årtier og ”opsporingen af et jeg uden for historien, det jeg der findes i de tidløse øjeblikke som hun skrev digte om da hun var tyve”. Den bliver både (igen med romanens egne ord) ”totalroman”, ”upersonlig selvbiografi” og en fremstilling af ”Historiens levede dimension”.

Oversætterne ved overrækkelse af Blixenprisen for bedste oversættelse.

Årene er ikke mindst et mægtigt modtræk mod den sætning som den indledes med: ”Alle billederne vil forsvinde.” I begyndelsen og slutningen af romanen får vi en opremsning af løsrevne erindringsbilleder hulter til bulter, som en slags billedmagma der ligger og bobler i bevidstheden, slagger af det erindringsråstof som romanen med sine to spor og tilbagevendende greb (familiemiddagene, fotobeskrivelserne, opremsningerne) giver en storslået og dybt original litterær form så det ikke forsvinder. Den bedste beskrivelse af hvad det er Ernaux har frembragt med Årene, giver romanen selv: ”Det som denne verden har prentet i hende og hendes samtidige, det vil hun bruge til at genskabe en fælles tid, den som rækker fra dengang for længe siden til i dag – finde erindringen om den kollektive tid i en individuel erindring for at fremstille Historiens levede dimension.”

Annie Ernaux modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur, og Årene blev i 2022 præmieret med Blixenprisen for bedste oversættelse.

 

Årene (Les années, 2008), udgivet på Gads Forlag, 2021, oversat fra fransk af Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing.
Billedkreditering:
Portræt af Annie Ernaux: By 2cordevocali – Own work, CC BY-SA 4.0

 

Post a Comment