TOP

2017 – Dambudzo Marechera: Sultens Hus

Af Juliane Wammen

Dambudzo Marechera, 1986

”Jeg vil stryge en tændstik. Når den flammer op, springer jeg lige ind i flammens mørke hjerte.” Doris Lessing skrev om Sultens Hus, at den er ”som tilfældigt at overhøre et skrig”. Da jeg selv stødte på zimbabwiske Dambudzo Marecheras (1952-1987) lange novelle engang i halvfemserne, var det ikke så meget et skrig som et hvirvlende sug, jeg mærkede ved at læse den – stort set uforberedt på det rablende, dunkle, syrede roadtrip ind i sindets fjerneste afkroge og ned i menneskets fordærv og fornedrelse.

Romanen er en undersøgelse af en opvækst i afrikansk slum i kolonialismens og borgerkrigens skygge, stort set uden skønhed eller godhed, hverken indre eller ydre. Faderen, moderen, kvinden, broderen, vennen – der er ikke håb hos nogen – og plottet selv giver ingen mulighed for forløsning, for det findes stort set ikke. Lige så brat som den begynder – ”Jeg tog mine ting og gik” lyder første sætning – slutter teksten igen knap 120 sider senere, hvor jegfortælleren har været forbi ølhaller og barer, bordeller og revolutionære, racistiske demonstranter, potrygende, desillusionerede universitetsstuderende og i glimt tilbage hos en voldelig utilregnelig far og en mor, der håner sin søns seksuelle uformåen og smider ham ud hjemmefra.

The House of Hunger var Marecheras debut og er egentlig en novellesamling, hvor titelnovellen fylder langt størstedelen af bogen. Den udkom i 1978 i Heinemann African Writers Series og blev mødt med både stor begejstring og stor forargelse af kritikerne – hyldet for sproglig vitalitet og original stil, men mødt med hård kritik for sine detaljerede beskrivelser af lort og råddenskab og (seksuelle) overgreb og vold. Den er ikke opbyggelig, der er ingen helte og (stort set) intet håb, og selvom den har fået klassikerstatus i angloafrikansk litteratur, er den i den forstand ikke en ”klassisk” afrikansk roman.

Kalejdoskopisk, som en collage, sådan kan man beskrive Marecheras prosa. Og ”sulten” er en reel hungersnød under en lang og brutal borgerkrig, der endte med, at den britiske koloni og siden delvist uanerkendte selvstændige republik Rhodesia blev til Zimbabwe i 1980. Men den er først og fremmest en sjælesult, en længsel efter en mening eller skønhed, som stort set ikke findes i tekstens beskrivelser og optrin. Den findes kun i selve sprogets rablen og sugen, som indfangede mig dengang og stadig sidder i mig. Så meget desto større at møde en modig forlægger, Simon Darø Kristensen fra Forlaget Korridor, der havde haft nogenlunde samme oplevelse med teksten, og som turde lade mig oversætte den og gøre den lange novelle til en selvstændig udgivelse i forlagets fine novella-serie.

Juliane Wammen

Det var en decideret ærefrygtindgydende opgave – bl.a. fordi jeg frygtede, at min læsning dengang var båret af aldersidentifikation, et mere porøst sind og en umiddelbar forbindelse med (en version af) de steder, Marechera beskriver, idet jeg selv havde rejst og boet i det sydlige Afrika. Med andre ord: Var jeg blevet for gammel og blasert, eller var teksten selv for opskruet og selvoptaget til at holde til den intense nærlæsning, som en oversættelse er? Men nej – teksten holdt, den holder, den er stadig opslugende, nærmest fortærende. Oversættelsen var en vild oplevelse af at skulle holde fast i det springende og stærkt sanselige – og båret af et inderligt håb om, at en fordanskning ville gøre den tilgængelig som andet end en del af pensum på lister over centrale værker inden for ”postkolonial litteratur”. Om det er lykkedes, vil jeg lade andre bedømme. Men bogen er smuk.

 

Sultens Hus (”The House of Hunger”, 1978), udgivet på forlaget Korridor, oversat fra engelsk af Juliane Wammen.
Billedkreditering:
Omslag Korridor/Mattias Wohlert
Portræt af Dambudzo Marechera, på Fife Avenue i Harare, 1986: © Ernst Schade – De Beeldunie 
Portræt af Juliane Wammen. Foto: Tim Flohr Sørensen.

Post a Comment