2016 – Mo Yan: De røde marker

af Sidse Laugesen

Mo Yan – der har valgt et forfatternavn, som betyder ”Ikke Tale”, og samtidig skriver med laviner af ord – vandt Nobelprisen i 2012. Det skabte voldsom debat, at prisen gik til en kinesisk forfatter, som hverken kritiserede hjemlandet, sad i husarrest eller levede i eksil. Kritikken i Vesten var ikke overraskende, for moderne kinesisk litteratur er kun i ringe grad oversat (og til dansk stort set først i de senere år), og den er derfor temmelig ukendt for læsere her og underlægges ofte det politiske. Det betyder, at man gerne bedømmer forfatteren ud fra det politiske ståsted og i mindre grad ud fra de værker, forfatteren har skrevet – og at dømme efter virakken omkring Mo Yan var han ingen undtagelse. Mo Yan er ikke dissident, hans værker er ikke forbudte i hjemlandet, og han er medlem af den kinesiske forfatterforening, og derfor må han per definition være Partiets lakaj. Men læser man Mo Yans romaner, er det nok de færreste, der vil mene, at forfatteren tegner noget særligt flatterende billede af Kina. I Mo Yans romaner beskrives Kina, repræsenteret af forfatterens fødeegn, Gaomi, som et stort og voldsomt, brutalt og farvestrålende ælte.

Mo Yan, 2012

Romanen De røde marker (1987) er Mo Yans gennembrudsroman, og den danner i øvrigt også forlæg for Zhang Yimous prisvindende film af samme navn. Romanen falder i fem dele og fremskriver et tætpakket, sansemættet univers, der i store, irregulære spring fortæller historien om brændevinsbryggere, røvere og generaler i Gaomi. Med de lange, malende beskrivelser af røvende bander og krigen mod japanerne i 1920’erne og 1930’erne, det springende narrativ og den voldsomme beskrivelse af kærlighed, ødelæggelse, sult og død, er det et temmelig fremmedartet værk at dykke ned i. Universet i De røde marker har både rod i en vestlig avantgarde – særligt den latinamerikanske magiske realisme – og den klassisk kinesiske mundtlige fortælling, hvor spændingen ligger i detaljerigdommen og maleriske, fængende kampscener. Men i langt højere grad end narrativet er det sproget og sansningerne, der driver romanen frem. Skriften springer frem og tilbage, flyder af sted i heftige udladninger af energi og vælter sig i farver, lyde og smage. Ofte beskrives følelser og fornemmelser gennem naturen, og flere steder er det ikke mennesker, men sorghum, der lever, sorghum, der trædes under fode, spirer, græder, knækker, rådner og spirer igen. Mo Yan blev i perioden 1986-87 kraftigt kritiseret i hjemlandet, bl.a. var man ikke begejstret for hans voldsomme, springende, irrationelle og ukontrollerede skrivestil og hans tendens til at forvandle helte, mødre og andre udadlelige, ophøjede skikkelser til levende, rådnende, irrationelle, dunstende kroppe af kød og blod. Men netop det er jo Mo Yans særkende. Og evnen til at lade den sanselige verden komme til syne gennem sproget og til at forme en fritløbende, ætsende skrift er heldigvis stadig den dag i dag to af de smukkeste træk ved Mo Yans romaner. To træk, der i øvrigt er virkelig tydelige i romanen her.

De røde marker udkom på dansk i 2016 – knap 30 år efter udgivelsen i Kina – i Peter Damgaards fandenivoldske oversættelse, og han har formået at trække rigtig meget af værkets originale sanselighed og brutalitet med over i det danske sprog. De røde marker giver danske læsere et voldsomt billede af Kinas nyere historie og fletter en fortælling af irrationelle og groteske handlinger på et bagtæppe af blodig historie, krig og ødelæggelse. Samtidig er Mo Yans berusende skriftløb et stærkt bevis på litteraturens evne til at skrive sig ud gennem sprogets og virkelighedens tremmer og boltre sig – en hyldest til fiktionen som et sted, hvor tøjler slækkes og fantasien gives frit løb.

Billedkreditering:

Omslag til De røde marker, Batzer&Co, 2016.

Portræt af Mo Yan: By Bengt Nyman – Flickr: IMG_4361, CC BY 2.0