2015 – Clarice Lispector: Água viva

Af Tine Lykke Prado

Clarice Lispector, 1969

At kaste sig ud i Água viva af Clarice Lispector

… stod ikke øverst på min ønskeliste i 2015. Jeg foreslog som artig oversætter forlaget Arena at udgive bogen, fordi den er et af Clarices absolutte hovedværker. Men gennem den langsomme læsning, som oversættelse er, fik jeg bogen ind under huden og blev fortryllet af den. Det vil jeg gerne uddybe ved først at forsøge at skitsere, hvad bogen er for en størrelse. Det er ikke så ligetil, som det kunne lyde.

Alene titlen antyder en vis gådefuldhed, da den både betyder vandmand og levende eller strømmende vand.

Og Água viva er da også et åbent og eksperimenterende prosadigt, der simulerer maleri, musik og gestik på en paradoksal måde ved at sammenligne det virkelige og det imaginære, livet og døden, det muntre og det livløse. Det sker gennem et jeg, en kvinde, der samtaler med et du, en mand, om det stormfulde brud, der ikke står klart i bogen, men som man i løbet af læsningen forstår som afslutningen på et forhold, der var næret af tvivl, store spørgsmål og en vis tristesse.

Clarice bruger dog ikke dette brud som grundlag for at udvikle historien, men derimod som tankestrømme, der ligesom dagene kommer og går. Ligesom hun selv lidt efter lidt via en slags svævende meddelelse til omverdenen trænger ind i nye universer, der løsriver sig fra hinanden for derefter at flettes sammen og skabe et maleri, så at sige, hvor hovedpersonen, jeget, fremsætter sin måde at anskue verden på og bruddet, dog ikke på en negativ, men derimod en kontemplativ måde. Denne særegne måde at “male verden med ord” på vokser gradvist frem, så forholdet til sidst mere fremstår som en slags figur end som plot.

Man mærker konstant, at historiens hovedperson, jeget, er i dialog med læseren i et udefinerligt rum andetsteds, og det er med til at nedbryde bogens grænser og få læseren til at føle sig som en del af historien, der således bliver noget lettere at forstå. Alt i alt en svævende tekst, der fordyber sig i hvert ord, i hver beskrivelse og i hver genstand, den præsenterer. Et maleri fordybet i ord.

Tine Lykke Prado

Bogen er et pragteksempel på claricisk flertydighed. Man kan aldrig tage noget for givet hos Clarice Lispector, der ligger som regel noget ganske andet bag de ellers velkendte ord. Det gør, at jeg oversætter Clarice intuitivt. Alskens ordbøger hviler trygt og godt under hele arbejdet, for Clarice bruger yderst sjældent ord, jeg er i tvivl om, da hendes særegne kunst er at bruge enkle ord, men sammensætte dem på en ny måde, så man tit tænker: ”Står der virkelig det?” At den samtidig er hendes mest eksperimenterende bog, gør den selvfølgelig ikke nemmere at oversætte. Og kun ved at læse teksten højt et hav af gange og gå op og ned ad gulvet og læse svære passager op igen og igen kommer jeg ind bag ordene og aner en betydning. Også når jeg skal skyde mig ind på en dansk ækvivalent, lytter jeg mig frem, sammenligner lyden af den portugisiske frase med den danske og tæller tit stavelser. Ja, frasering er en vigtig del, når jeg oversætter Clarice, i særdeleshed i Água viva, hendes mest lyriske tekst. Deri dens skønhed.

Kompleksiteten antydes i selve titlen, derfor gik forlaget med til at beholde originaltitlen i den danske udgave. Clarices tekst er i øvrigt tredje version efter to temmelig anderledes manuskripter, der ikke var nær så eksperimenterende, endsige nær så inciterende som dette endelige manus. Men nu vil jeg lade Clarice få det sidste ord:

”Men evigt er et hårdt ord: det har et granitisk ”t” til sidst. Evighed: for alt der er til, er uden begyndelse. Mit lille begrænsede hoved sprænges ved tanken om ting der hverken begynder eller slutter – for sådan er det evige. Heldigvis varer denne følelse ganske kort for jeg kan ikke holde ud at den bliver ved og hvis den gjorde, ville den føre til vanvid.”

Billedkreditering:

Portræt af Clarice Lispector: By Bisilliat, Maureen

Omslag til førsteudgaven fra 2015, Arena.

Portræt af Tine Lykke Prado: Sille Vejlmark