TOP

2014 – Elena Ferrante: Min geniale veninde

Af Pia Schwarz Lausten

Da Elena Ferrante udgav romanen L’amica geniale i 2011, havde hun allerede udgivet tre romaner og en børnebog. De første romaner var blevet filmatiseret og havde vundet litterære priser. Men med Min geniale veninde blev Ferrante en verdenssensation. Det skete især, da romanen blev oversat til engelsk i 2013 og rost til skyerne af den toneangivende journalist James Wood i The New Yorker (13.1.2013). I forbindelse med oversættelsen af sidste bind i serien på i alt fire bind blev hun udråbt til ”the best contemporary novelist you’ve never heard of, a worldwide sensation” (Vanity Fair, 27.8.2015), og i 2016 kom hun på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige personer i The Times. Napoli-kvartetten er blevet omsat til en fin og teksttro TV-serie, og i 2019 kom en dokumentarfilm, Ferrante Fever, hvor forlæggere, kritikere og forfattere interviewes og bl.a. sammenligner Ferrante med Duras, Proust og Knausgård.

I Italien var man sen til at se kvaliteterne ved romanserien, der udkom i 2011-2014. Bestsellere bliver ofte modtaget med skepsis i den italienske akademiske verden, hvor popularitet forveksles med populærkultur. Desuden forbandt de fortrinsvis mandlige anmeldere romanværket med triviallitteratur. Ferrante bruger da også melodramatisk stof og cliffhangere, ligesom bogomslagene skaber associationer til populærkultur. Men romanernes indhold afviger markant fra romantisk damebladslitteratur ved omvendt at nedbryde det stereotype kvinde- og familiebillede.

Modstanden mod Ferrante skyldes også hendes brug af pseudonym. Trods mange gætterier er hendes identitet ukendt for alle andre end ganske få personer, og i Italien er hun blevet bebrejdet for at skabe mystik omkring sin person som et led i en kommerciel strategi. Ferrante har dog altid ønsket at holde sin identitet skjult og begrunder bl.a. valget med, at pseudonymet giver hende et kreativt frirum, og at hun ønsker at gøre op med det ”biografiske begær”, der bevirker, at medierne dyrker forfatterens privatliv. Dét er, ifølge Ferrante, en kommerciel tilgang til litteratur, der distraherer læseroplevelsen. I sidste ende er det de liv, der berettes om, der betyder noget, ”selv Tolstoj er en betydningsløs skygge, hvis han spadserer ved siden af Anna Karenina”.

Også i Danmark har Ferrante-feberen bredt sig: Folkeuniversiteterne inviterer til foredrag, og der har været radioprogrammer om Napoli-kvartetten, som også er pensum på universitetet. Ved Odense Teater opførte man i 2018 et flot maraton-teaterstykke over alle fire bind i serien, som også har fået en plads i bogen 50 mesterværker – højdepunkter i verdenslitteraturen (Aarhus Universitetsforlag 2018). Ferrante blev omtalt som et ”kulturelt ikon” i forbindelse med visningen af førnævnte dokumentarfilm på CPH:DOX i 2019 på Det Kongelige Bibliotek.

Den 1600 sider lange serie om veninderne Elena og Lila udkom på dansk i årene 2014-2016. Forlægger Charlotte Jørgensen havde dog for længst opdaget Ferrante. Tilbage i 2003 udgav hun Ferrantes anden roman, I giorni dell’abbandono (2002, Forladte dage). I kølvandet på Napoli-kvartettens succes udgav hun hurtigt debutromanen L’amore molesto (1992, Besværende kærlighed), La figlia oscura (2006, Dukken der blev væk) og børnebøgen La spiaggia di notte (2007, Stranden om natten) – alle oversat af Nina Gross i 2016-2017.

Napoli-kvartetten giver indblik i Italiens moderne historie med fokus på organiseret kriminalitet, kvinde- og klassekampe, terrorisme, korruption og moralsk forfald. Den kritiske skildring af Napoli fremhæves med en sprogtematik: Napolitansk dialekt, som de fleste personer taler i romanerne, er knyttet til vulgaritet og vold, mens det italienske er udtryk for dannelse. Mange danske læsere tror, at dialekten er blevet udeladt i den danske oversættelse, og at den italienske original er fyldt med dialektale udtryk. Overalt forklarer fortælleren nemlig, at ”hun/han sagde det på dialekt” eller lignende. Men Ferrante har sagt, at hun ikke ville besudle siderne i sine romaner med den napolitanske dialekt, og har bevidst undladt at gengive den. Det er et anderledes syn på dialekt, end man ellers møder i den italienske tradition, hvor dialekt forbindes med noget følelsesmæssigt og familiært i positiv forstand. De andre store hovedspor er moderskabet og det kvindelige venskab, som begge beskrives ærligt og usentimentalt. Et andet tema er skriften og litteraturen.

Ferrantes stil er præget af et sanseligt billedsprog og af mange intertekstuelle referencer. Min geniale veninde rummer også neologismer som f.eks. ”smarginatura”, som betyder uden konturer og er blevet oversat med grænseopløsning, og ”frantumaglia” som rummer ordet ”frantumi”, der betyder skår eller noget, der er splintret, og som man har valgt at lade stå uoversat både i romanen og i bogen Frantumaglia – mit liv i ordene (på dansk i 2018). Min geniale veninde er et mesterværk, men også en god vej ind i et større og tematisk meget sammenhængende forfatterskab.

 

Min geniale veninde (L’amica geniale, 2011), udgivet på Forlaget C&K, oversat fra italiensk af Nina Gross.
Billedkreditering:
Forside til første udgave af Min geniale veninde, C&K 2013.
Forsider til hele Napolikvartetten, 3. udgave, C&K 2017.

Post a Comment