2006 – George Eliot: Middlemarch
Af Claus Bech
George Eliot, 1860
George Eliots Middlemarch udkom i England i årene 1871-72 som føljeton. Usædvanlig hurtigt, allerede i 1873, kom der en dansk oversættelse, men den var – efter sigende (jeg har aldrig set den) – ufuldstændig og mangelfuld. Allerede i 1997 ønskede Erik Skyum-Nielsen, at Middlemarch skulle med på kanonlisten over oversatte klassikere. Jeg arbejdede med den for Rosinante i 2002, disciplineret, otte sider om dagen, for at holde deadline nummer to (den første var for længst overskredet).
George Eliots stil er kraftfuld og ligefrem, men hendes formidable evne til at analysere og beskrive sindets mindste rørelser og hendes indsigt i alle aspekter af datidens engelske samfund fordrer en sproglig nuancerigdom ud over det almindelige. Desuden er hendes engelsk til en vis grad historisk og indimellem præget af victorianske idiomer. Men fremherskende er hendes vilje til absolut klarhed. I et land, hvor romanen har haft optimale betingelser, er hun en af de største, måske den største. Der er intet i Middlemarch, man som oversætter ikke kan beundre, ingen sproglige klamamser, der skal glattes ud, ingen mislyde, der skal nedtones, ikke noget snoretræk, der skal skjules.
Claus Bech
Opgaven er for så vidt ligetil: Bare gør dit bedste for at få så meget som muligt af det her gengivet på dansk. Javel, men hvilket dansk? Det har været og er måske stadig den gængse opfattelse, at klassikere skal oversættes til såkaldt nudansk, og hvis man ved nudansk forstår oversætterens personlige, aktuelle skriftsprog, er der vel heller ikke andre muligheder. Man må jo skrive på det sprog, man har, medmindre man bevidst forsøger at skrive arkaiserende. Netop dette kan en tekst faktisk kræve, hvis den fx i originalen står og råber: Se her, jeg er fra et tidligere århundrede, og det skal kunne mærkes (måske et citat fra den gamle engelske bibel?). Men selvfølgelig kan man modulere sit sprog og gøre det mere eller mindre aktuelt og tidstypisk. Dog er der grænser for, hvor meget man kan modernisere en engelsk herremand fra 1830, før han begynder at stritte ulogisk i alle retninger. Jeg siger ikke, at dansk bliver stadig fattigere i sine udtryksmuligheder med hver ny generation, men jeg siger, at kulturens udvikling betoner eller underbetoner forskellige af livets områder, og at hele vokabularer af den grund forsvinder med tiden. Og at jeg med en roman fra 1872, der allerede dengang var ”historisk”, eftersom handlingen udspiller sig i 1829-31, blev enig med mig selv om 
at bruge ord og vendinger og ekspressivt syntaktiske variationer, der kunne fastholde mest muligt af stilen i disse kulturelt betingede vokabularer. Eller for at sige det enkelt: ”Gamle” følelser og oplevelser og virkeligheder var blevet forfladigede på et alt for fornudansket sprog eller havde fået et misvisende udtryk, og en nyoversættelse er altså ikke kun en oversættelse til ”nudansk”, men også en stræben mod større præcision og dybere forståelse. Glæden ved at forstå ”gamle” følelser og oplevelser og virkeligheder er glæden ved at læse klassikerne, en glæde, der er beslægtet med at læse og forstå et fremmed sprog.
Men altså hoc opus, hic labor est – som oversætter – i det omfang det er muligt at stille danske læsere, som engelske læsere er stillet over for Middlemarch. Lyder det umuligt? Det er det sådan set også; sådan er det at oversætte.
Middlemarch (Middlemarch, 1871-72), udgivet på Rosinante i 2003 i et samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, oversat fra engelsk af Claus Bech.Vi fraviger i denne uge den sædvanlige kronologi: Claus Bechs oversættelse af Middlemarch udkom i 2. udgave i 2006. Middlemarch: Studier af det engelske Provinsliv udkom som føljeton i en ufuldstændig oversættelse fra 10. juli til 18. oktober 1873 i Berlingske Tidende med anonym oversætter. |
Niels Brunse
Hvad Claus Bech skriver om at oversætte, er tidløst rigtigt. Og alligevel bliver vi ved … (er det ikke opmuntrende?)
Peter Sørensen
Jeg læste for år tilbage Claus Bechs fremragende oversættelse af Middlemarch. Og dengang som nu bifalder jeg de oversættere der ikke lader sig tryne af nutidens hyppigt tilbagevendende krav om at modernisere sproget, sådan at unge, ordfattige mennesker kan forstå teksten uden at skulle byde ind med tænkning. Intet ødelægger en 1800-tals roman som nudansk. Spændingen mellem ordene forsvinder, teksten bliver flad og enerverende ligegyldig, når en (ordfattig) oversætter foretrækker at bruge sit eget hverdagssprog. Om det er sandt eller ej, så har jeg ladet mig fortælle, at Dronning Margrethe skulle have udtrykt sig således, at de unge tilegner sig et stadigt fattigere sprog, hvorfor de formentlig til sidst ikke kan sige andet end: Pip ! Når man virkelig går så hårdt til at omskrive en klassiker til nudansk, som bl.a. visse nyere oversættelser af Charles Dickens er et godt eksempel på – så burde man faktisk på omslaget skrive at der er tale om en kunstnerisk improvisation over teksten.