1996 – Imre Kertész: De skæbneløse
Den ungarske nobelprismodtager i litteratur (2002), Imre Kertész, søn af jødiske forældre, blev i 1944 i en alder af 14 år deporteret til Auschwitz og senere til Buchenwald. Efter lejrens befrielse i 1945 vendte Kertész tilbage til Budapest. Fra 1953 ernærede han sig som freelancejournalist og oversætter af udenlandsk litteratur såsom Friederich Nietzsche, Sigmund Freud, Ludwig Wittgenstein og Elias Canetti. Hans bedst kendte værk, Sorstalanság (De skæbneløse), beskriver den 15-årige dreng György Köves’ erfaringer i koncentrationslejrene Auschwitz, Buchenwald og Zeitz. Romanen, som han arbejdede på fra 1969 til 1973, blev i første omgang afvist af den kommunistiske censur, men så endelig dagens lys i 1975. Efter De skæbneløse fulgte Fiaskó i 1988 (Fiasko, ikke oversat til dansk) og Kaddis a meg nem született gyermekért i 1990 (Kaddish for et ufødt barn, på dansk i 2002), hhv. anden og tredje del af hans holocaust-trilogi, samt Felszámolás, 2003 (Likvidation, på dansk i 2004, begge udgivet på Batzer & Co., oversat af Peter Eszterhás). Fra begyndelsen fik Kertész kun ringe anerkendelse for sit arbejde i Ungarn, hvorfor han flyttede til Tyskland, hvor hans bøger vandt langt større bifald hos forlag, kritikere og læsere, og hvor han blev internationalt anerkendt.
Imre Kertész
De skæbneløse er en af de bedste, hvis ikke den bedste, holocaustroman blandt de mange, jeg hidtil har læst, men den er samtidig langt mere end det. Den fornyer narrativen om holocaust, bryder med klichéerne, løser uforståelighedens ligning, gør det ubegribelige naturligt, glatter det ind i hverdagene og markerer dens logiske plads i verden. Modner den til et eksistensfilosofisk spørgsmål. I stedet for følelser appellerer romanen til fornuften, i stedet for indføling til distance, objektivitet. Den ønsker ikke at bringe læseren til tårer, men at se ham fordybet i tanker. Koncentrationslejrromaner i almindelighed forudsætter visse forventninger hos læseren, som han eller hun ønsker at få indfriet – vi holder af at læse levnedsbeskrivende narrativer, vi sætter pris på det livagtige og elsker af en eller anden naturstridig årsag at blive forarget, at blive oprørt, at angre, at græde, at læse om grusomt og nådesløst tyranni, smerte og lidelser.
Peter Esztherhás
Men så kommer Kertész og slår os af ubegribelige, chokerende grunde i ansigtet med helten i sin roman, denne altforklarende knøs, Gyuri Köves, som ser alt omkring sig som værende naturligt og forklarligt, som lige pludselig taler om lykke og glæde i lejrene. Det er næsten umuligt at forestille sig, at man under læsningen af en holocaustroman kan smile, måske endda briste i latter. Men det kan man altså. Det er en verden, hvor intet er, som det lader til at være, hvor vi undrer os over det, som vi ikke burde undre os over, og hvor vi ikke undrer os over det, vi burde undre os over. Og alt dette ikke fordi Auschwitz er en singulær erfaring, som stikker ud af historiens logiske strøm, men fordi vi har mistet evnen til logisk tænkning (ifald vi nogensinde har haft en sådan). Auschwitz er ikke begyndelsen på kaos, men den logiske konsekvens af et allerede eksisterende kaos.
De skæbneløse (Sorstalanság, 1975), udgivet på forlaget Forum, oversat fra ungarsk af Peter Esztherhás. Genudgivet på Batzer og Co. i 2. og revideret udgave i 2002. |
