TOP

1977 – Elsa Morante: Historien

Af Hanne Jansen

Elsa Morante i Rom

Den italienske Elsa Morantes roman Historien udkom på italiensk i 1974 og anses for et af de vigtigste litterære værker i det 20. århundrede. Fortællingen udspiller sig i krigsårene 1941-47 og beretter over 600 sider om en moders kamp for at få sine to sønner levende igennem fattigdom, sult, vold og afmagt i udkantskvarterernes Rom. Som den italienske undertitel – En skandale, der har varet i 10.000 år – mere end antyder, er romanen et anklageskrift mod magthavere og krigsherrer og deres overgreb på alverdens svage og forsvarsløse. Men den er også en hyldest til livets mirakel og til de uskyldige og renhjertede, der, som den lille, følsomme og dog uforfærdede Useppe, holder livsmodet og evnen til at henrykkes intakt midt i rædslerne. En grum, smuk og medrivende fortælling, der i den grad fortjener at blive både læst og genlæst.

Romanen blev i løbet af ganske kort tid oversat til alverdens sprog, også dansk, hvor vi endda har både en første oversættelse fra 1977 og en nyoversættelse fra 2009, begge begået af én og samme oversætter, Jytte Lollesgaard. Men hvorfor en ny dansk tekst, når den første oversættelse fra 1977 var så vellykket, at den sikrede Elsa Morante en plads som en af de mest læste og værdsatte italienske forfattere i Danmark overhovedet? Og hvad er anderledes i den nye oversættelse? For det er en helt ny oversættelse (ikke bare en revideret udgave, som aftalen mellem forlag og oversætter ellers var i udgangspunktet), og det var faktisk oversætteren selv, der følte behov for igen at gå helt tæt på den oprindelige tekst.

Måske er det ikke så mærkeligt: Mellem de to udgivelser ligger over 30 år og et langt og yderst produktivt oversætterliv, der blandt andet tæller en række andre Morante-værker fra Jytte Lollesgaards hånd (Arturos ø i 1984, Aracoeli i 1986, Løgn og trolddom i 1988). Et af de træk, som anmeldelserne har fremhævet ved nyoversættelsen, er, at den er mere mundret. Det interessante er dog efter min mening, at den er både mere mundret og mere ordret, mere tekstnær. Elsa Morante er ikke en forfatter af få ord (de fleste af hendes romaner er temmelig mastodontiske), men hendes sprog er ekstremt præcist, og det gælder hver glose og hvert sætningstegn samt disses placering. Morante fortæller stramt, men samtidig letløbende, og det er denne sproglige præcision og spændstighed, som bliver genskabt til fulde i den nye oversættelse. Vi kan som læsere nyde godt af Jytte Lollesgaards 30 års erfaring med at vride og vende det danske sprog, så originaltekstens egenart kan træde tydeligst frem.

Nyoversættelsen har desuden over 30 års læsninger og fortolkninger af Elsa Morantes forfatterskab og livssyn at bygge på. En ting, som bl.a. er blevet bemærket, er den ganske særlige plads, som børn og dyr indtager i Morantes univers som bærere af uskylden, som ikke-mærkede af historien. Denne fortolkning kommer efter min mening til udtryk i forbindelse med en række leksikalske valg omkring nøgleord knyttet til børn og dyr, som nu oversættes anderledes eller fremhæves på forskellig vis.

Elsa Morantes roman Historien bør læses. Og vi er så heldige, at vi på dansk har hele to oversættelser: en virkelig fin oversættelse fra 1977 og en helt ny og fremragende oversættelse fra 2009 – hvor samme oversætter, på baggrund af 30 års erfaring med forfatterens tekster og univers, igen tager livtag med teksten og bringer os endnu tættere på originalværket.

Læs mere om oversættelse af Historien på Babelfisken: “Oh, at være en nyoversættelse: Historien af Elsa Morante

 

Historien (La storia. Uno scandalo che dura da diecimila anni, 1974), udgivet af forlaget Chr. Erichsen 1977, oversat fra italiensk af Jytte Lollesgaard. Nyoversat af Jytte Lollesgaard til genudgivelse på Gyldendal i 2009, med efterskrift af Kirsten Thorup.
Billedkreditering:
Portræt af Elsa Morante i sin lejlighed i Rom (med katte). Ukendt fotograf, Public Domain
Omslag til den danske udgave fra 2009. Gyldendal.

Comments (3)

  • Peter Sørensen

    Jeg glæder mig til at læse Elsa Morantes “Historien” i 2009 udgaven oversat af Jytte Lollesgaard. Jeg vil gerne opleve Elsa Morante på tætteste hold, hvorfor den valgte oversættelsesstrategi (så originaltekstens egenart kan træde tydeligst frem) er lige mig.

    reply
  • Niels Brunse

    Virkelig spændende redegørelse for hvordan en oversættelse kan løftes til et endnu højere niveau ved oversætterens egen større erfaring og ved den samlede verdenslitterære offentligheds feedback på værket. Oplagt til forskningsbrug!

    reply
  • Peter Sørensen

    ‘Historien’ af Elsa Morante oversteg alle mine forhåbninger. Italiensk forstår jeg ikke og jeg har ikke læst Jytte Lollesgaards første oversættelse af 1977 – hvorfor jeg ikke har noget at sammenligne den nye oversættelse med. Jeg kan kun sætte den i forhold til hvordan jeg i øvrigt har det med danske oversættelser. At ældre romaner hyppigere vil blive læst af unge og yngre i fald de “shines” op, varmes op med nutidssprog og omskrivning til ‘læs let’ bøger, tvivler jeg på. Jeg bilder mig ind, at de unge fortsat vil vælge bøger af deres egen tid. Og for mig er det sjældent sjovt at opleve en ældre romans handling skruet op med moderne trendy termer, idiomer, hyppigt brugte metaforer og fraser, hvorved en romans handling flyttes fuldstændigt ud af den kontekst (tid og sted) den er tænkt at udfolde sig i. Sproget er dog en vigtig indgang til forståelsen af en kultur og jeg er tilhænger af den tanke, at vil man bevare og lære noget om en kultur, må man også bevare det sprog der bærer den. Misforståelser af semantiske sammenhænge og metaforer i forhold til den tid en roman udspiller sig i, kan være katastrofale. I Jytte Lollesgaards oversættelse stødte jeg ikke ind i noget der generede mig. Jeg bemærkede dog, at romanens fortæller to gange bruger ordet “naturfolk” – den oversættelse gætter jeg på er af ny dato. Sproget oplevede jeg, som Hanne Jansen, som letløbende med en samtidig spændstighed i sig, livet og energien mellem ordene holdt mig fastnaglet i bogen, alt for tidligt ramte jeg romanens sidste side. Sprogligt var jeg i fin symbiose med denne danske oversættelse, bl.a. også fordi Jytte Lollesgaard så godt har forstået at veksle i udtryk og ikke har ladet sig friste til genbrug af billeder og talemåder. Uden at det kan være andet end et gæt fra min side bilder jeg mig ind at have læst Elsa Morante og ikke (kun) Jytte Lollesgaard.

    reply

Post a Reply to Niels Brunse cancel reply