TOP

1957 – Thomas Mann: Doktor Faustus

Af Rasmus Navntoft

Thomas Mann, 1939

Doktor Faustus: den tyske komponist Adrian Leverkühns liv, fortalt af en ven er Thomas Manns genfortælling af den klassiske myte om det utilfredse, rastløst søgende menneske, der slår en handel af med djævelen og sælger sin sjæl for ægte kunstnerisk geni. Samtidig er det en af det tyvende århundredes store allegoriske romaner: Mann lader sin version foregå i Tyskland i den tumultariske periode i første halvdel af det tyvende århundrede og skildrer komponisten Adrian Leverkühns liv og levned. I overensstemmelse med den klassiske myte (også litterært behandlet af f.eks. Thomas Marlowe i England i 1580’erne og Goethe i Tyskland cirka 200 år senere) er hovedpersonen en intelligent mand, skæbnebestemt til stor succes, men ikke desto mindre med ambitioner, der rækker videre end det. Pagten med djævelen indebærer hos Thomas Mann fysisk og mentalt forfald, syfilis og vanvid og spirituel fortabelse, og afspejler ganske nøje fascismens opblomstring i Tyskland.

Konteksten er et borgerligt miljø i forfald, hvor reaktionære radikalkonservative strømninger parrer sig med en udlevet moralsk dekadence; mellemkrigstidens æstetisering af livet, fortrængningen af den fornuftige, civiliserede borgerlige moral til fordel for lysten, legen, sanseligheden, lidenskaben, spændingen, mystikken og fortabelsen (som ender i kulturelt barbari) er den scene, på hvilken Manns roman udspiller sig. Den ganske konkrete djævlepagt bliver også et symbol på den fatale vej, som den europæiske kultur valgte som svar på sin egen sterilitet og manglende evne til at videreudvikle og forny sig med afsæt i sit oplysningsfilosofiske grundlag.

Tysk førsteudgave, 1947

Leverkühn hverken interesserer sig eller drager omsorg for det borgerlige samfunds overleverede værdier, men er tværtimod stærkt optaget af alt det, som disse værdier i deres historiske udvikling har marginaliseret og udgrænset: teologi, mytologi, mystik, trolddom, dæmonologi, eskatologi, talmagi, overtro, gamle sagn og spekulativ naturvidenskab. Han forkaster efterhånden den humanistiske, menneskecentrerede logik, som civilisationen og den moderne videnskab beror på, og omgiver sig med folk med blik for de dunkle kræfter under civilisationens overflade. Denne retrograde bevægelse tilbage mod teologi og mystik forener sig med tidens anden store filosofiske modestrømning, nemlig livsfilosofien, som med afsæt i Nietzsches værker fra sidste halvdel af det nittende århundrede vender sig mod den civilisatoriske fornuft og tager parti for en kulturel praksis med ”det vitale” i centrum – det livskraftige og naturlige, instinkterne og drifterne. Tilsammen skaber disse strømninger Doktor Faustus’ foruroligende rum af kulturel undergang. Det er ikke tilfældigt, at såvel djævelen som hans discipel Leverkühn først og fremmest er modelleret efter et sammenkog af Nietzsche og Luthers personligheder og tankeverdener. For i Manns åndshistoriske optik er det netop den fatale, ureflekterede overførsel af ikke mindst disse kanoniserede personligheders tanker til det tidlige tyvende århundredes rum af desillusioneret og udmattet søgen efter en ny kultur, der skabte grobund for nazismen.

 

Ovenstående bygger på uddrag fra Rasmus Navntofts Thomas Mann – På sporet af en ny humanisme (Forlaget Per Kofod 2012)

Doktor Faustus: den tyske komponist Adrian Leverkühns liv, fortalt til en ven (Doktor Faustus. Das Leben des deutschen Tonsetzers Adrian Leverkühn, erzählt von einem Freunde, 1947); udgivet på Gyldendal, 1957, oversat fra tysk af Mogens Boisen.
Billedkreditering: By Anonymous (the author never disclosed his/her identity) Public Domain
Billedkreditering: By Foto © H.-P. Haack – Antiquariat Dr. Haack Leipzig → Privatsammlung Oberfranken.

Post a Comment