1947 – George Orwell: Kammerat Napoleon

Af Lotte Jansen

George Orwell, 1940

Kammerat Napoleon er sammen med 1984 nok George Orwells mest kendte bøger. Politikens Forlags Verdens litteraturhistorie beskriver Kammerat Napoleon som Orwells mesterværk – en ”politisk kommentar med sviende snert, et veltalende indlæg for anstændighed og medfølelse; den er lige til og samtidigt rig på ironi og dobbeltmening”. Bogen udkom i England i 1945 på et lille forlag efter at være blevet afvist på større forlag med begrundelsen, at den ”var for primitiv”. Den blev dog en succes og sikrede Orwell økonomisk fred til at skrive 1984, hans sidste bog.

Kammerat Napoleon er en fabel om revolutionen, hvordan den udvikler sig fra at være en ideologisk befriende kraft til at blive et totalitært system lig det, den skulle afløse. Budskabet ”Alle dyr er lige” bliver til ”Alle dyr er lige. Men nogle dyr er mere lige end andre.” Orwell var antitotalitær, han havde set kommunisterne slå ned på anarkisterne under borgerkrigen i Spanien og set, hvordan revolutionen udviklede sig i Sovjetunionen, og Kammerat Napoleon var hans beskrivelse af denne totalitære bevægelse fra revolutionens lighedsidealer mod et nyt klassesamfund.

I forbindelse med Orwells 100-års fødselsdag skriver Margaret Atwood om sit møde med Kammerat Napoleon:

[jeg fik] lejlighed til at læse den allerede som niårig. Den lå og flød i huset, og jeg troede, at det var en bog om talende dyr, lidt i stil med ”Vinden i piletræerne”. […] Så jeg slugte eventyret om Napoleon og Snowball, de intelligente, grådige, opadstræbende svin, og spindoktoren Squealer, og den ædle, men tykhovedede hest, og de føjelige, sloganråbende får, uden at forbinde det med historiske begivenheder.

At sige at jeg var forfærdet over denne bog, er en underdrivelse. […] Uretfærdigheder forbigår ikke børn, og det var det, der oprørte mig mest: Svinene var så uretfærdige. Jeg græd som pisket, da hesten Boxer kom ud for en ulykke og blev kørt bort for at blive lavet til hundemad. […] Hele oplevelsen var stærkt foruroligende, men jeg er Orwell evigt taknemmelig for, at han på et tidligt tidspunkt gjorde mig opmærksom på de faresignaler, som jeg lige siden har forsøgt at holde øje med. (Margaret Atwood: ”Orwell og mig”, Politiken, 25.6.2003)

I Informations anmeldelse ved den danske udgivelse kaldes bogen en ”besk dyresatire”, og Hans Scherfig citeres for at sige, at ”Orwell hører til dem, der kritiserer Sovjetunionen for ikke at være socialistisk nok”. Anmelderen fortsætter:

Bogen har imidlertid ogsaa dybere Perspektiver. Satiren retter sig først og fremmest mod Stalin, skarpt, hensynsløst og ikke altid lige retfærdigt, men det, som giver den Værdi udover Nuet, er dens almengyldige Indhold. Det synes at være Menneskenes evige Tragedie, at vore store Tanker og højtflyvende Drømme altid vil blive tilintetgjort af ulykkelige ydre Omstændigheder og, endnu værre, af vore egne iboende Egenskaber, vor Magtbrynde, vor sociale Selvopholdelsesdrift, vor Trang til at hævde os på andres Bekostning. (Information, 18.12.1947)

Og Politikens anmelder skriver:

[den] allerede berømte eller berygtede Fabel ’Animal Farm’ [som] det nederdrægtigste, der endnu er skrevet om den store russiske Revolution og det, der kom bagefter. Historien er næsten lige saa vittig, som den er perfid, og det vil sige meget. Ole Brandstrups Oversættelse gør den ikke paa nogen Maade ringere, og det priorske Forlags Titel ’Kammerat Napoleon’ gør den ikke uskyldigere. End ikke Sys Gaugins kælne Illustrationer kan gøre den harmløs.

Men også her fremhæves det almengyldige:

Det er ikke blot en perfid Fortolkning af en bestemt Revolutions Forløb […] men alle Revolutioners Standardforløb […] Det, der giver Bogen Perspektiv, er Smerten bag Satiren, Fortvivlelsen over, at Menneskene aldrig vil tænke noget Ideal, som det ikke vil lykkes dem at faa svinet til, inden det er realliseret. (Politiken, 11.12.1947)

Siden udgivelsen er den blevet genoptrykt i utallige oplag, opført som teater og indspillet som tegnefilm, der derefter blev omskrevet til en tegneserie med oversættelse af Per Vadmand (1985).

Billedkreditering: © BBC – Penguin Books