1944 – Albert Camus: Den fremmede

Af Hans Peter Lund

Albert Camus, 1957

Albert Camus’ første roman, L’Étranger/Den fremmede fra 1942, udkom på dansk i marts 1944 på Schultz Forlag i Magna Hartvigs oversættelse og fik ikke nogen god modtagelse. Forfatteren ”ejer ikke det overskud, som skaber det varige indtryk”, skriver Jacob Paludan i Berlingske Tidende, og Hans Brix følger op i Berlingske Aftenavis: Bogen er ”sensationel og hul”. Nationaltidendes anmelder læser dog ”trods beretningens kynisme med glubende interesse og åbent sind” og synes, at der er noget ”betagende” ved bogen. Emil Frederiksen i Kristeligt Dagblad mærker ved læsningen ”en følelse af lavtflyvende sørgmodighed” – og finder i øvrigt oversættelsen god bortset fra udtrykket ”kassation” om at få en dødsdom omstødt. Det blev da også rettet i andenudgaven fra 1957. Senere kom oversætteren Else Mammen indover.

I 1957, da Camus havde fået Nobelprisen, er modtagelsen bedre, men oversættelsen halter stadig. Man ”rådfører” sig næppe med ”et chartek”, før man svarer, man kan nøjes med at se efter i papirerne, man rejser sig næppe op ”for at lade liget passere”, men træder til side for at lade kisten komme forbi. Også forglemmelser gjorde en ny oversættelse nødvendig et halvt århundrede senere.

“Den fremmede” nyoversat. Camilla Jørgensen/Gyldendal 2002

Det var længe at vente, men interessen for Camus var dalet efter 1968, hvor eksistentialisten Sartre blev populær med sit politiske engagement på venstrefløjen, som Camus distancerede sig fra. Efter den unge Camus’ kredsen om det absurde i tilværelsen og fraværet af et håb om noget efter døden som i Den fremmede havde han skrevet Oprøreren bl.a. om revolter mod den uretfærdige samfundsorden – det vandt genklang efter Murens fald i 1989 og indvarslede forfatterskabets renæssance.

I dag er det meste oversat eller nyoversat. Den fremmede, der udkom i 2002 i en ny oversættelse ved forfatteren til denne artikel, blev fremhævet for sit kraftigere og klarere sprog, her som citeret af en af anmelderne: ”Det var stadig den samme glødede eksplosion. Havet hev efter vejret med sine små bølgers hurtige og halvkvalte åndedræt op over sandet” (Lisbeth Christensen, Standart, september 2002) – her bevares billedet af vandet, der skyller op på stranden, mens det er væk i den gamle oversættelse: ”Det var det samme røde, skærende lys. Havet lå og gispede med de små bølgers hastige, halvkvalte åndedrag.”

Nyoversættelser er under alle omstændigheder nødvendige, ikke bare for at rette op på fejl og mangler, men nok så meget for at komme i samklang med tiden. Sproget ændrer sig, associationer og biklange skifter med generationerne. Derfor kan en ny oversættelse ikke bygge på den gamle: Man er nødt til at begynde på en frisk.

Billedkreditering: Robert Edwards